Udvikling er at vikle sig ud

Langt de fleste mennesker har lommer af bevidsthed, der indeholder vragstykker af sanseindtryk fra gamle erfaringer og ufærdige låste reaktioner på noget, der engang skete.

De lommer af bevidsthed består, dels af sanseindtryk fra den situation der udløste dem og dels af de følelser, impulser, kropsfornemmelser og tanker, der var reaktionen på den pågældende situation. Altså vores indre reaktion på situationen.

Det er tidslommer, der kan blive aktiverede når som helst, af hvad som helst, der minder os om den oprindelige situation, hvorfra de opstod. Når det sker bliver vi tryllebundede af fortiden. Kaprede af en tilstand.

Når vi mærker magtesløshed og mangel på energi eller ikke kan sove. Når vi kun kan se os selv og en lammende tristhed skyller ind over os. Eller når hele den ene side af kroppen gør ondt og vores vejrtrækning stopper midt på maven, der i forvejen er oppustet og vores tanker kører i ring om hvad folk har gjort imod os. Eller når vi ryster under huden og mærker et dødt fravær længere inde i kroppen og vores tanker kredser om, hvad der er utrygt og usikkert. Eller når vi mærker en påtrængende trang til at gøre noget, der er mindreværdigt eller usundt for os. Så er vi kaprede af en tilstand.

Nogle tilstande er energifyldte og nemmere at få øje på. For eksempel tilstanden af panik. Sværere bliver det når de tilstande, der kaprer os er mindre energifyldte. Hvis det er en tilstand af manglende engagement, trang til at udskyde eller en subtil følelse af overlegenhed. Så er det sværere at få øje på, at vi er kaprede. De tilstande er som parasitter, der langsomt kvæler livet i os som en slyngplante, der har snoet sig om et træ så tæt, at det er svært at skelne den fra træet. Vi kunne let komme til at tro, at det er sådan vi er. Udvikling er, at vikle os ud af det, der kvæler livet i os.

For at vikle os ud af en tilstand må vi omhyggeligt notere os, at de “tanker”, “følelser”, “kropsfornemmelser” og “impulser” tilstanden består af netop er hvad de er: “tanker”, “følelser”, osv. Og ikke hvem vi er. Vi må fjerne vores følelse af indentitet fra centrum af tilstanden. Det er stor forskel på at lytte til tanken. “Det er for sent” og på at notere sig, at tanken “Det er for sent” passerer opmærksomheden. Eller på, “at være magtesløs” og på, at notere sig, at følelsen “magtesløshed” bevæger sig gennem os. Jo mere ubehag der er forbundet med en tilstand. Jo sværere er det, at være i kontakt med de sansninger den er forbudet med.

Udover, at se og notere os, hvad der opstår i sindet viser alt mulig erfaring, at hjertelighed og medfølelse løsner og frigør det, der er låst. En nøgle til større frihed er, at møde os selv med hjertelighed. Det kan være svært fordi vi er tilbøjelige til at møde os selv, sådan som vi engang blev mødt. Det er jo det vi har lært.

Vi bliver for eksempel irriterede på vores kropssansninger, eller vi ignorerer dem ved, at forlade os selv, på samme måde som vi engang blev forladt. Hvis vi engang blev mødt med irritation eller fravær når vi havde bestemte følelser og behov. Så er der stor chance for, at det er sådan vi møder os selv i dag.

Det kræver særlig opmærksomhed, at vikle os ud når vi er blevet kapret af en tilstand. Et klart blik på, hvordan vores sind fungerer hjælper os med, at møde vores indre liv med større hjertelighed. Og de to elementer “indsigt” og “hjertelighed” er drivkraften bag menneskelig udvikling. Evnen til, at vikle sig ud.