Om eksistens og gødningsbillens fantastiske navigationsværktøj

Ligesom nogle gødningsbiller fra Afrika skubber en bunke elefantlort foran sig – gør vi mennesker det samme med vores fortid – i et eller andet ubevidst håb om, at der vil opstå en forløsning ud af lorten. Tænk, hvor befriende det ville være, at slippe fortiden, lade den ligge tilbage, løfte blikket og bevæge os frit og uhindret videre, men for mange er det ikke spor let. Hvorfor?

Måske kender du til det med at børn har et “overgangsobjekt”. Når et barn skal lære, at være alene uden mor i længere tid. Så bruger de en sutteklud eller en bamse eller noget andet at klynge sig lidt til for, at have noget at støtte sig til i mors fravær. Det er en helt almindelig del af børns udvikling. På et tidspunkt slipper de sutten eller bamsen.

Som voksne er vores sutteklud “fortiden”. Det gamle vi skubber foran os gør os forudindtagede. For mange af os er det, selve vores fortælling om os selv og den rolle vi tildeler os selv i den fortælling, som holder os fra, at opdage hvor frie vi er. Hvad der er endnu mere interessant, er, hvorfor vi har sådan et “overgangsobjekt” foran os. Både som børn og som voksne.

Det har vi fordi det, at opdage hvor frie vi er, hvor alene vi er, hvor meget plads, bevidsthed der er omkring os, er så ærefrygtindgydende, at vi hellere kigger direkte ind i “lorten”. Når vi slipper vores forudindtagethed kastes vi nemlig direkte ind i vores eksistens som frie væsener. Vi ser, hvordan de selvbilleder vi klyngede os til så længe, nu bare er konstruktioner og fornemmelsen af rum og bevidsthed er så overvældende, at vi fristes til at søge ly i fortiden igen.

Gødningsbillen navigerer efter stjernerne. Den ser op i rummet for, at være sikker på at den ikke ender tilbage, hvor den kom fra mens den skubber sin lort foran sig. Fascinerende ikke? Det lille dyr er faktisk stjernekigger. Et nødvendigt navigationsværktøj for ikke, at havne tilbage i sit udgangspunkt.

Leave a reply

Your email adress will not be published. Required fields are marked*