Det store spørgsmål – at blive til eller høre til

Det store spørgsmål: At høre til eller, at blive til

I virkeligheden gør vi ofte selvudvikling til noget meget svært, men det er i grunden ret enkelt.

Det er lige meget om du vil begynde at træne din krop, spise sundere, have et mere livligt erotisk liv eller om du vil springe ud som selvstændig. Ofte er der et udviklingsønske og når du ser på det stykke tid så opstår der et modtræk. Det handler om at “blive til” og om “at høre til” og det fungerer nogenlunde sådan her:

Jeg vil gerne begynde at træne….., men jeg vil ikke være øm og stresse min krop.

Jeg vil gerne være glad i mit parforhold og tage ansvar for hvad jeg har brug for……, men jeg er bange for at miste fællesskabet, hvis jeg gør mig fri til det.

Jeg vil gerne have et godt forhold til min mor og se hende som det menneske hun er……, men jeg er stadig vred på hende og føler mig svigtet fordi jeg følte at hun ikke var der nok for mig. Så jeg holder fast i min følelse af mangel og bebrejdelse i håb om, at hun en dag bliver anderledes, i fortiden.

Nogle mennesker har en reel succesneurose, der kan rumme ubevidste, ikke sproglige, overbevisninger i stil med: “Hvis jeg bliver lykkeligere end grundstemningen i mit barndomshjem så forråder jeg min familie. Når det begynder at gå godt på en front skaber jeg derfor kaos på en anden”. “Jeg må ikke blive bedre end min far for, hvis jeg bliver det så mister jeg ham”. Logikken er: Der er kun en ting der er værre end, at have en dårlig far og det er, at være faderløs.

Du har måske mødt mennesker der har det sådan, at når det begynder at gå godt. Når de har heldet med sig. Så begynder de, at blive mere og mere opdagede af, at der nok snart sker noget dårligt. Det bliver let til en selvopfyldende profeti. Lidt efter finder de sig selv “back to square one”. Hjemme i barnlig uskyld.

Hvis jeg en dag skulle hive proppen ud og rykke fremad ville jeg føle en form for skyld over, at skabe et bedre liv for mig selv end det jeg kommer fra. Jeg kan derfor vælge, at høre til det, som var før og det føles uskyldigt. Det er barnets uskyld og der er en skjult mekaniske på spil i det.

Hver gang jeg tager et udviklingsskridt så skal jeg løfte foden der fra, hvor jeg står. Det føles som, at forråde mine nuværende værdier og fællesskab og deraf opstår følelsen af skyld. En lærer sagde en gang til sin elev: “Kun skyldige er voksne.” Skyld ser ud til, at være prisen for vækst. Udfordringen er, hvordan jeg kan ære og medtage, det jeg fik i min fortid, i mit videre skridt frem mod succes i livet.

Mekanismen fungerer også den anden vej rundt. Når vi er bekymrede for en bestemt person så holder vi den person bundet til fortiden. Forstil dig, hvordan det er, at træde et skridt frem med bekymrede øjne i nakken. Bekymringen svækker personens bevægelse fremad. En mor ser bekymret efter sin datter og tænker: “Hvad skal der dog blive af hende?”. Det lyder måske omsorgsfuldt, men i virkeligheden trækker hun livet ud af hende. Måske kan du mærke det, hvis du i din fantasi gør forsøget, at træde fremad med et bekymret blik i nakken. Den samme mekaniske er naturligvis tilstede når vi som coaches bliver bekymrede for vores klienter. Den eneste måde de nu kan sikre os succes på er, at stoppe deres forløb eller, at falde døde om. Ubevidst vil coachen så tænke. “Endelig”.

Et par spørgsmål er:

* Hvilke bindinger og hensyn holder dig indlejret i status quo?
* Er der noget du aktivt kan gøre for, at ære dit tilhørsforhold til dem. Altså hvordan kan du arbejde på at styrke din følelse af, at høre til? Mange af os har nemlig på tidspunkter måtte tage skridt fremad som vi ikke følte os klar til. Der var gamle konflikter og urummelige impulser som vi måtte isolere og pakke væk i vores indre mens vi, nogle gange med lukkede øjne, blev ført fremad af livet. Vores gamle skygger begynder derfor at larme og smerte når vi vil tage endnu et skridt fremad. I så fald må vi rejse ind i skyggerne og hele og forbinde os igen med den energi, der er låst fast i dem.
* Med hvilken indstilling kan du eventuelt adskille dig, frigøre dig og tage et skridt frem?

Selvudviklingens dybe kunst er, på en gang, at inkludere det man kommer fra og overskride det. Hvert eneste skridt fremad i livet er en konstant bevægelse af, at inkludere og transcendere, at “høre til” og at “blive til”. Alt det bedste på din vej

Leave a reply

Your email adress will not be published. Required fields are marked*