Ligesom nogle gødningsbiller fra Afrika skubber en bunke elefantlort foran sig – gør vi mennesker det samme med vores fortid – i et eller andet ubevidst håb om, at der vil opstå en forløsning ud af lorten. Tænk, hvor befriende det ville være, at slippe fortiden, lade den ligge tilbage, løfte blikket og bevæge os frit og uhindret videre, men for mange af os er det ikke spor let. Hvorfor?
Når et barn skal lære, at være alene uden mor i længere tid. Så bruger det en sutteklud eller en bamse at klynge sig lidt til for at dulme ubehaget ved mors fravær. Det er en helt almindelig del af børns udvikling og på et tidspunkt slipper barnet sutten eller bamsen. Som voksne er vores sutteklud “fortiden”. Det gamle vi skubber foran os gør os forudindtagede og holder os fra at opdage hvem vi er. Hvad der er endnu mere interessant er; hvorfor vi har sådan et “overgangsobjekt”, sådan en lort foran os.
Det har vi fordi ikke at opdage hvor frie vi er, hvor alene vi er, hvor meget plads, bevidsthed der er omkring os. Det er så ærefrygtindgydende, at vi hellere kigger direkte ind i “lorten”. Hvis vi slipper vores forudindtagethed kastes vi nemlig direkte ind i vores eksistens som frie væsener. Vi ser, hvordan de selvbilleder vi klyngede os til er konstruktioner og fornemmelsen af rum og bevidsthed, der opstår bagved det er så overvældende, at vi fristes til at søge ly i lorten igen.
Gødningsbillen navigerer efter stjernerne for at finde vej. Ellers ville den risikere at gå i ring. Så den ser op i rummet for, at være sikker på at den ikke ender tilbage, hvor den kom fra – mens den skubber sin lort foran sig. Fascinerende ikke? Det lille dyr er faktisk stjernekigger. Et nødvendigt navigationsværktøj for ikke, at havne tilbage i sit udgangspunkt, men hvad gør vi mennesker for ikke at gå i ring?
