Når der sker noget, som er for overvældende til, at man kan forholde sig til det, afsondres det, uden for tid og rum, i en tidslomme, hvor indtryk fra oplevelsen bliver lagret i rå form – som et traume.
Praksisser, som for eksempel metakognitiv terapi, mindfulness og meditation virker ved at frigøre opmærksomheden fra tanker, følelser og kropssansninger. Den type af praksis dyrkes, i forbindelse med selvudvikling og terapi, med det formål at lære en person neutralt at bevidne for eksempel sine bekymrede, depressive eller angstfulde tanker – og ikke at tage dem personligt. Når det lykkes, kan man notere sig de objekter – tanker, følelser, kropsfornemmelser og indre billeder – der optræder i opmærksomheden uden at lade dem at kapre opmærksomheden, identifikationen og selvfølelsen ind i negative tilstande.
Det er utroligt frigørende, men de praksisformer giver anledning til et vedvarende mentalt ekstraarbejde så længe man har tidslommer med traumer. For hvis den fraspaltede del bliver ved med at være i nød i sin tidslomme, alt imens man lærer neutralt at lade dens nødsignal passere, vender ubehaget bare tilbage igen, så snart man slipper praksis. Når man slipper sit meditative fokus, trækkes opmærksomheden igen ind imod traumet.
Mange mediterende har prøvet det. Selv efter et længere meditationsretreat, hvor man har fremelsket udvidede tilstande med klarhed og hjertelighed, kravler ubehaget op på skødet efter nogle dage eller uger.
Det er ligesom i den græske fortælling om Odysseus, der er på en længere sejltur på vej hjem fra krigen mod Troja for at blive genforenet med sin søn Telemachus og sin hustru Penelope. Et sted på turen får han og besætningen en pose med fire vinde i gave af en halvgud ved navn Aeolus. (Ham på billedet) Ved hjælp af de fire vinde kan Odysseus og hans besætning sejle optimalt og opretholde den rette kurs. Alt går godt, så længe Odysseus årvågent håndterer posen med de fire vinde. Båden stryger derudad, men lidt ud på dagen tager Odysseus sig en lur nede i kahytten. Da han senere kigger op, er besætningen kommet til at slippe alle fire vinde løs og de er havnet tilbage på den ø, hvor hans far bor, hvilket betyder at de er sejlet i den stik modsatte retning af hvad de skulle. Odysseus spørger om hjælp, men bliver afvist af sin far. Derefter driver de rundt i ugevis, i tågede og lavvandede farvande med ustabile vinde.
Dette er en god metafor for, hvordan mindfulness, bevidst vejrtrækning og selvregulering virker i forhold til traumer. Så længe den ressourcefulde praksis opretholdes med årvågenhed, giver den positiv fremdrift, men lige så snart man falder lidt i søvn, ender man tilbage ved sit udgangspunkt. Opmærksomheden bliver næsten magnetisk trukket ind imod sindets tidslommer. På samme tid forsøger de beskyttende dele at tilsløre det, som de fraspalter. Uanset hvor brugbart mindfulness er, kræver det en løbende indsats at opretholde dens positive virkning i forhold til traumer.
Hvis man ønsker at facilitere en mere varig heling, er det nødvendigt at hjælpe personen med at forholde sig til de oplevelser, der ligger til grund for traumerne. Omdrejningspunktet i den form for traumeterapi, er derfor at støtte mennesker i at forholde sig til de episoder, svigt og overgreb, som var urummelige og uhåndterbare, den gang de fandt sted, og som derfor har aflejret sig i sindets tidslommer. Det centrale spørgsmål i traumeterapi er derfor: Hvad skete der?
“Men det nytter ikke noget at grave i fortiden”. “Det handler om at droppe narrativet”, er der nogen, der vil hævde. Problemet er, at traumer findes i den implicitte hukommelse. Der er de utilgængelige for tænkningen og den sproglige processering. Traumet er aldrig blevet et narrativ. Derfor kan man ikke lægge det bag sig uden først at hele det.
Hvis du er psykoterapeut, kropsterapeut eller behandler og interesseret i at lære at hele traumer kan du deltage på vores gratis introkursus om uddannelsen til traumeterapeut.
Du kan læse mere om efteruddannelsen til traumeterapeut på:
P.s. Når det så er sagt, er det min personlige erfaring, at mindfulness og meditation er uvurderlige praksisser. Pointen med er, at de er utilstrækkelige i forhold til traumer.
© Niklas Thrane, Thrane Terapi, Skolen For Helingskunst
