Hvis den indre kritiske stemme, som mange af os går rundt med, stopper med at kritisere os. Så kommer vi til at stå ubeskyttede med os selv.
De indre kritikere, dommere og udskammere har nemlig indoptaget vores forældres svigt og påtaget sig opgaven, at få os til at føle os forkerte, i håb om, at vi så kan gøre os værdige til deres kærlighed. Hvis den indre kritiker skal stoppe med at kritisere. Så betyder det, at vi må opgive illusionen om at få vores forældres accept, nærvær og kærlighed.
For de fleste af os vækker det vrede og sorg at indse, at den kærlighed, vi skulle have haft, aldrig kommer. Bag vores evindelige tilpasningsforsøg var der nemlig et håb. Og selv om det håb, hele tiden var et fatamorgana, er det svært at opgive. Vi fastholder os derfor i illusionen, fordi frisættelsen ville kaste os ubeskyttet ind i det næste øjeblik – det ukendte – mens traumet holder os tryllebundne i fortiden. Nogle gange er det sidste mest dragende.
Hvis vi skal give slip på selvkritikken, som er kilden til vores barnetro, så skal vi bogføre en enorm offeromkostning. En omkostning som vi har afholdt til ingen verdens nytte og som aldrig kommer til at give os det vi havde ønsket. Måske har vi knoklet og præsteret, holdt vores kolesteroltal kunstigt oppe, ofret kroppens celler og væv, sat helbredet over styr, undladt at sætte grænser, pisket os selv med selvkritik, negative tanker og gud ved hvad. Hvordan skulle vi indse at det hele var forgæves, for dernæst at møde sorgen over at kærligheden, som vi skulle have haft aldrig kommer, for til slut at stå nøgne overfor det ukendte. Det lyder som en dårlig handel og det er derfor umådeligt fristende at tage “selvkritikken” på sig igen. At lægge den fra sig, er en sand heltegerning.
© Niklas Thrane, Thrane Terapi, Skolen For Helingskunst
